Hvad er narrativ terapi?

Narrativ terapi er udviklet af Michael White og David Epston i 1980’erne. Tilgangen handler om at se på de historier vi fortæller om os selv og vores liv – og udforske hvilke historier der dominerer, og hvilke der måske er blevet glemt eller overset.

Vi kan have “dominerende fortællinger” om os selv, som kan være begrænsende, som f.eks. “Jeg er en fiasko” eller jeg er en “dårlig bilist” eller ikke god nok. Terapien hjælper med at udfordre disse fortællinger og finde frem til alternative historier. Livet anses for at være multihistorisk, hvilket betyder, at der altid findes andre aspekter, intensioner og begivenheder i ens historie end dem, der fortælles og fylder mest lige nu.

I narrativ terapi er fokusset på at finde alternative fortællinger eller udvide de oprindelige fortællinger. Derfor udforsker vi dine værdier, håb og drømme, fordi det vil hjælpe dig med at blive tættere knyttet til dine værdier, så det bliver tydeligt for dig, hvordan du ønsker at løse dit problem.

Når du ved, hvad du står for i livet, bliver det lettere at tage stilling til problemet, og skabe nye handlemuligheder for dig selv.

Hvordan arbejder vi?

I narrativ terapi arbejder vi med at:

  • Eksternalisere problemet – adskille dig fra problemet
  • Finde undtagelser – de gange problemhistorien ikke passede
  • Genfortælle din historie på en måde der giver mere plads og muligheder
  • Styrke din foretrukne identitet og de værdier du lever efter

Hvem kan have gavn af narrativ terapi?

Narrativ terapi kan hjælpe alle, der føler sig fastlåst i en bestemt fortælling om sig selv og deres liv. Terapien er særligt velegnet i individuelle forløb, til par- og familieterapi.  Det kan være særligt hjælpsomt ved lavt selvværd, identitetsproblemer, relationsproblemer og ved bearbejdning af svære livsbegivenheder